ROCK NALLE  / ROLAND LYHR SØRENSEN

Boris F. Blinoff

 

I forbindelse med den Fynske 60´er periode inden for musikken, kommer man ikke uden om en sanger som Rock Nalle, der var en væsentlig del af musiklivet i Odense og omegn.

 

Roland Lyhr Sørensen blev født den 10.4.1943 i Odense og startede i 13 års alderen med at synge med bl.a. Swinging Rockmen og Teddy Bears, sammen med Johnny Reimar. De to havde gået i børnehave sammen.

 

Den kraftige Roland fik i denne periode da han var 8 – 10 år, tilnavnet Nalle, idet han kom på Lahns Stiftelse (fritidshjem) i Nedergade, hvor der lige havde været en dreng, der hed Ronald og derfor blev kaldt Nalle! Dette tilnavn overgik nu til Roland, der derefter blev kaldt Nalle!

 

På et noget senere tidspunkt sidder Nalle sammen med Ove Sølyst og en anden ven og snakker på en af bænkene ved Sct. Annæ Plads. Samtidig havde en af Nalles venner, ”Røde” Jørgen Wikkelsø, købt en guitar og kommer gående omkring hjørnet og siger: Hej, - jeg har lige købt Danmarks største guitar, skal vi ikke prøve den? – (Iflg. Jørn Wikkelsø lovede Nalle ham et par øretæver, hvis ikke han måtte)- hvorefter han pakker denne store halvakustiske guitar med mikrofon ud af transportkassen og begynder at spille på den, derefter prøver Sølyst og derefter Nalle. Mens Nalle er i gang med guitaren, kommer der en norsk skoleklasse forbi, og en af eleverne siger: Han synger ligesom vores egen Rock David! - hvorefter Ove og Jørgen griner og Nalle siger: Hvad h…… griner I af? fordi han troede, de gjorde grin med hans spil. -”Nu ved vi hvad vi skal kalde dig ” - ”Ja, I skal kalde mig Nalle som I altid har gjort” siger Nalle.  ”Du skal hedde Rock Nalle” - og derved opstod navnet.

 

Nalle var på det tidspunkt arbejdsdreng ved Odense Modelfabrik, hvor Johannes Schmeltz (byrådsmedlem i Odense sidst i 1990-til 2005) var i lære. Men det blev i slagterfaget, han fik sin uddannelse, og efter endt læretid som slagtersvend, hvor han blev arbejdsløs (se under APRON STRINGS), tog han ud at sejle i 1960, hvor han bl.a. i en periode opholdt sig i New Zealand og Australien, hvor han spillede med The Skeeters og The Del Fives. I 1963 vendte han hjem til Odense, hvor han spillede med The Teddy Bears/ Yankies. Og så gik det ellers stærkt.

 

Den Maskerede Trompetist alias frisørelev alias impresario Leif Roland, havde set potentialet i, via sine Yankie Clubber i Odense, Svendborg, Middelfart og Kolding, at oprette et samarbejde med Rock Nalle og the Yankies og det tidlige Les Amis og succesen var lige om hjørnet. Den syngende slagtersvend var en uhyre populær gæst og var nok den mest populære sanger på Fyn.

 

 

Billedet er for øvrigt taget på Leif Rolands værelse. Han boede stadig hjemme

 

Rock Nalle - nu kaldet Nalle - indspillede en singleplade med LES AMIS.

Prøveoptagelsen foregik fredag d. 2. juli 1965.

 

            

Samarbejdet ophørte kort efter, hvorefter Nalle optrådte som solist med forskellige backinggrup- per på scene og på plade, bl.a. Melvis and His Gentlemen og Kenny and the Stringers. Nalle opnåede i denne periode stor succes som den førende R. & B.- og  soulsanger.i Danmark

 

I slutningen af 1966 indgik han samarbejde med det engelske orkester Big Sound.

Men på grund af orkestrets arbejdstilladelse ikke blev fornyet, måtte de vende hjem til England.

 

I midten af 70èrne startede Nalle en meget turbulent karriere med store succeser som ”Go´e Gamle Fru Olsen” og  ”Min Amanda” men også store  nedture, da sygdom samt personlige problemer trådte til senere hen.

 

Men glædeligt er det, at når dette skrives er den gode Rock Nalle igen på toppen, både musikalsk og personligt.

Det har været hårdt, men den danske Tom Jones, James Brown, P.J. Proby, Wilson Pickett og som på plakaten fra midten af tresserne - Little Richard-, er igen på færde med sin karakteristiske fynske rock- og soul stemme. Og til ROCK MED RYNKER 2000, var der stor opbakning fra de gamle tressermusikere til en jamsession med ”Go´e Gamle Roland Sørensen”. Og til Odense bys sommerunderholdning i Kongens Have, torsdag d. 28. juni - 2001, blev sæsonen åbnet af Rock Nalle, sammen med medlemmer fra odensebandet The Long Lost Sons Of Evil Blue, der fik glimrende støtte i Hans Mydtskov´s eminente saxofonspil.

                                                                                    

 

 

 

 

Som en erkendelse af ROCK NALLEs store betydning for fynsk og dansk rock, blev han optaget som æresmedlem i foreningen ”Rock med Rynker” i 2003.